Portugal

Lissabons gader er bølger af brosten, mønstre i sort og hvid som skakbrættet genopdaget. Blankslidte af travle fødders poleren reflekterer disse marmorfirkanter tørresnorens nyttelast, himlens og Fado´ens blåhed på smukkeste vis. Kabelbanens mildhed og trafikkens aggresivitet brydes i Sankts Vei´s Dans henover, og tiden tager kun en ringe told af stentykkelsen. Der er meget tilbage at glæde sig over.

Spanien

Ronda, en by, der balancerer på toppen af en øde ø midt i et højslettehav - uden vand. Ankom midt på dagen, hvor varmen er synlig som flimren af smeltende engle. Her skulle opsættes skilte der advarede søvngængerne, men hvordan? Delte udsyn og panorama med en af de lokale trebenede og forstod, at vi fødes og dør ene, men flokkes indimellem. Vi udvekslede kort blikke og målte hinanden med samme. Han var mørk og rynket som en sporvognskonduktørs taske, og jeg var lyserød og ophovnet som gærede overbordfaldne kreaturer, der driver mod ligeglade strande. Simultant udsprang smilet fra os, og vi forstod, at det er den absolut mindste målbare afstand mellem mennesker. Drog videre med en uendelig himmel over mig, farvet som indersiden af Jomfru Marias kappe - og så ikke bagud.

Canada

Stål og glas i oppulente mængder, givende nye meninger til begrebet "vertikal storhed" og "højdeskræk". Dykkede ned i strømmen af mennesker og kom op på den ene etage efter den anden. Luften mættet af alle de ingredienser som skæmmer dyr og tiltrækker mennesket. Prøvede at holde vejret for mig selv. Åndede ud på GO-toget hjem, mellem artsfæller.

USA

Lugtene tabte fodfæstet og faldt een for een mod rorschackmønstret terazzo, mens jeg tog trappen op fra undergrundsbanen og nu stod med Central Park og al Dens Væsen foran mig. Mit primære mål denne morgen var fundet allerede dagen før; en jødisk bagerforretning, der med sin duft havde fastholdt en stor del af min bevidste bevidsthed; at brødet så lå bag et gitter der ville hensætte en fængselsbetjent i kæbeløsnende måben, gjorde det ikke ringere. Jeg trådte ind i de halvmørke lokaler og med bankende hjerte udbad jeg mig forskellige typer rundstykker, der skulle udgøre dagens kalorieoptankning. Et ganske gratis “God Bless You” fulgte med, og således opløftet i sjæl og krop fandt jeg en sitrende, neonbelyst port som ly for storbyregnen. Den dag i dag ved jeg ikke om usyrnet brød smager bedre under andre lys- og vejrforhold.

Belgien

Brüssel er om morgenen fyldt med kvinder i allehånde fikse indpakninger, der siger mere om ejerinden og hendes gedulgte parringslyster end hun vil være ved. En dyrisk vuggen, der gør hannerne blinde for nettet - og edderkoppen i hjørnet. Dette væsen er udsprunget af de samme biologiske muligheder som jeg, blot med en lille fortrydelse flettet af livets tråde. Da mine øjne fulgte deres egne grådige drifter, lykkedes det mig at fare vild tre gange. Min mission var pilgrimsfærden til Tegneseriemuseet, et sted der må aflægges et visit mindst hver jordefærd, for at tilbede disse disse spinkle sorte streger og farveflader der indrammer og skaber en verden superior til bogens gamle dominans - når det altså lykkes. Tiden samledes og svandt og jeg forlod bygningen, øm i ryggen efter alle de respektafspejlede buk jeg mente der burde udbringes foran Mestrenes Originaludgaver. Kun opsynsmændende fandt min adfærd mistænkelig.

Holland

Brosten, regnvejr, gamle LP´er i kasser - og så disse kanaler gennemskærende byen som ville den lege Venedigs nordiske søster med issyle i låret. Beundrede gennemblødt Stadsmuseet som en velopdragen turist nu gør - og ilede så videre mod Van Gogh Museet i det svindende forårslys. Det var lukket, men jeg må have set så ynkelig ud, at den trinde anæmiske billetdame gav efter og formanede mig at følge vagten rundt på sin aflukningstur. Han fønede mig i sit modersmåls sære lyde og jeg nikkede på forhåbentlig passende tidspunkter. Fik tilbudt snus, men tillod mig ikke at begå en så stor synd. En skam, for talestrømmen mindskedes derefter så meget, at kun jakken nåede at blive tør inden jeg atter blev lukket ud til hunde, ludere - liv og død. Glemte at se om kanalerne løb over.

Island

Sandet som fint sandpapir mod fødderne. Små stens særegne tålmodighed vidende, at de også vil overkomme menneskets tryk mod den jord, som rettelig er deres. Lod mig drive afsted på den smalle bremme mellem sand og hav, som en rorgænger på et skib uden styring. Luften havde et vedvarende tryk, som var den ansat af ISS til at rydde stranden inden aftenens komme. Debris og havskum overhalede mig nonchelant til højre og venstre; mumlede på sit eget gutturale sprog, som jeg heldigvis ikke forstod. Der var en klarhed tilstede, som selv ikke søfuglene kunne sløre uanset deres glædesfyldte boltren i samme. Jeg beviste menneskets mentale overlegenhed overfor opskyllede brædder og knuste pærer ved at gå hjemad med vinden i ryggen, nyfigent stirrende efter rav og al den magi, som uværgeligt følger i dets kølvand.